Oprindelse
Sparekassen Danmark Fonden Himmerland blev stiftet i forbindelse med Sparekassen Himmerlands omdannelse til et aktieselskab i 2006. I 2014 indgik Sparekassen Himmerland i en fusion med Sparekassen Hobro under det nye navn Jutlander Bank. I 2021 indgik Jutlander Bank fusion med Sparekassen Vendsyssel under navnet Sparekassen Danmark.
Formål
Fonden er erhvervsdrivende.
Fondens formål er at udøve virksomhed – eventuelt via datterselskaber – gennem investeringer i garantbeviser, aktier eller andre kapitalandele eller efterstillet kapital og konvertible obligationer af enhver art, samt gennem investeringer i pantebreve, fast ejendom og lignende samt at virke til gavn for almennyttige og almenvelgørende formål efter bestyrelsens frie skøn.
Til gavn for almennyttige og almenvelgørende formål
Sparekassen Danmark Fonden Himmerlands midler kommer primært fra rente af garantbeviser i Sparekassen Danmark. Udbyttet finder via fondens donationer vej til gode ideer og projekter i foreningslivet og lokalsamfundet i det område, som Sparekassen Himmerland virkede i.