Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har doneret tre matrikler ved Tingvej til Vesthimmerlands Kommune som en gave til Aars By.
Et grønt og rekreativt område, der forbinder Aars Lystanlæg og Skøjtesøen i Aars midtby. Det er hovedformålet med en donation fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland til Vesthimmerlands Kommune, der får overdraget tre grunde beliggende på Tingvej.
- Først og fremmest er vi meget taknemlige for donationen med de tre grunde på Tingvej. Det giver en fantastisk mulighed for at binde Aars Lystanlæg sammen med Skøjtesøen, som er et attraktivt område for borgerne i Aars. Det er faktisk også et ønske, som står i udviklingsplanen for Aars Bymidteplan, så vi sender en stor tak til Sparekassen Danmark Fonden Himmerland for donationen og muligheden for at forbinde to grønne områder, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen.
Michael Jørgensen, der er formand for Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, siger:
- Det har været meget vigtigt for os i Sparekassen Danmark Fonden Himmerland at beholde de tre matrikler som grønne områder. Derfor har vi valgt at købe og forære grundene til kommunen, så grundene kan blive en del af et grønt og rekreativt område i stedet for f.eks. at blive opkøbt som byggegrunde. Det grønne område er med til at skabe liv og leg i Aars og er til glæde for både store og små. I Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter vi netop lokale initiativer, der gør lokalsamfundene til gode steder at bo.
Vesthimmerlands Kommune vurderer, at man kan forbinde de to søer ved enten at udvide Skøjtesøen eller ved at forbinde områderne med et åbent, bredt og slynget vandløb med adgang til vandet. De nye våde arealer ville kunne beplantes med farverige vandplanter og biodiversitet i højeste gear.